Tirsdag d. 10. Januar

Software for dummies

En grå morgen, hvor vi hverken har fået kaffe eller morgenmad, men blot forsøger at se ud af vores øjne, uden at drukne i regn. Området er South of Market, og omgivelserne minder uhyggeligt meget om en zombieinvasion på denne våde morgen. En mand står og råber højlydt af et parkometer, som ser uskyldigt tilbage på ham. En gruppe forhutlede barfodede mænd er stimlet sammen om indgangen til et suppekøkken, og på den anden side af gaden ligger tre sovende skikkelser under et halvtag, pakket ind i soveposer. Alt i alt et deprimerende scenarie, som vi befinder os midt i, indtil vi får øje på vores location, Zendesk.

Vi går ned ad en lille gang og bliver mødt af en (ret flot) Australsk mand, ved navn Jason. Han viser os ned i et andet lokale, hvor vi hurtigt føler os godt tilpas, omgivet af lækre designmøbler placeret luftigt rundt omkring i det store rum. Farven grøn er gennemgående over hele området, og på en væg midt i rummet hænger et stort, blødt, grønt tæppelignede objekt, som er lavet af broccoli. Ej, det er nok ikke lavet af broccoli, for så var duften i rummet nok ikke helt så frisk. Men det minder frygteligt meget om, altså tæppet, tæppet minder om broccoli. Broccoli eller romanesco  i hvertfald. Det associerer til noget sundt og indbydende, hvilket Zendesk som brand i høj grad lever op til. Tænk at software kan være zen, men det kan det, og det er det. Altså, det her sted havde ligesom deres egen Buddhafigur: ”Zendesk-buddhaen”. Så føler man sig sgu i gode hænder, også selvom man er talblind, og igennem samtlige matematik- og fysiktimer har knebet øjenbrynene let sammen, nikket med en finger på hagen, og forsøgt at se sin lærer meget seriøst i øjnene, så det ikke gik op for ham, at man ikke fattede en skid af hvad han havde talt om de sidste 45 minutter. Men her var der altså ingen af os der fakede, det her var lige til at spise, så det gjorde vi.

...Jason <3

Om hardcore business og at bevare sin forstand, part II

Danske Cathrine grundlagde en virksomhed, der blev opkøbt af Cisco og hun bor nu i San Francisco og prøver at vænne sig til tilværelsen hos en stor corporate instans i stedet for sin lille startup hjemme i København. Det var rigtig interessant at høre, hvordan sådan en international købsproces fungerer og hun kom med mange gode råd.

1. Hav en i din virksomhed, der kan håndtere bogholderiet!
Generelt er det virkelig vigtigt at have styr på det fra start. En potentiel køber får adgang til alt dit bagland og har det retslige ansvar for alle dine tidligere beslutninger, så de skal igennem DET HELE. Note to self: Send ikke bare al lortet til en revisor.

Det var faktisk ret mindblowing at høre hvordan 120 personer fra CISCO var sat på opkøbelsessagen, og endda til en virksomhed på blot otte personer. Tal lige om grundighed. Det er ikke for sjov herovre. At skulle betale 4 mio i advokat- og revisorregninger er heller ikke for sjov. Shittos.

2: Hvis man vil til USA med sit firma, så lav et Inc. fra start og først derefter et dansk Aps til at styre den danske del af virksomheden. Det er både meget nemmere og koster mindre.

Cathrine fortalte også lidt om hvordan man overflytter en dansk virksomhed til USA. Hun og hendes kompagnon joinede acceleratoren på turistvisum men måtte efter 180 dage tilbringe noget tid i DK for ikke at bryde reglerne. Med turistvisum må man gerne tage møder i landet men ikke arbejde permanent. De måtte også lave et Inc.-firma herovre samtidig med at de havde det danske Aps. Det er altså bedst at oprette firmaet herovre, blive registreret og have amerikanske ansatte, men man kan så ikke arbejde her selv (gotta love Skype, huh). Som startup-grundlægger kan man åbenbart kun gøre det ved at søge om et H1B-visum eller få management visum, men det er svært. Det hele er generelt lidt svært, synes vi, og vi er da ved at miste pusten lidt med al den information vi får.

Cathrine og sin partner havde altså gjort det omvendt og blev betalt gennem deres danske Aps., men da al investering gik til Inc.-firmaet måtte de overføre penge derfra for at kunne få løn.

3: I San Francisco er der masser af adgang til investorer!

Yes! Folk herovre vil rent faktisk gerne hjælpe og ikke kopiere din idé (har vi ikke hørt den før?). I Danmark får man kun halvdelen af den validering som kan kan få i USA men til de samme forhold, så det kan helt sikkert bedre betale sig at få investeringer fra USA.

4: Find det rette team, som både er uddannede og skilled og tag til USA!

Her er noget, vi kan forstå.

To sum it up, her er rule no. 1 über alles: Have your shit together from the beginning! (and think about the exit from day one)

Tak Cathrine, du har lige gjort os endnu mere pissebange for at starte egen virksomhed. Puha et ræs og en skala det er at gøre noget herovre. Man skal virkelig være lavet af et særligt stof for at kunne klare det og have den form for is i maven, det kræves. Vi er begge helt enige om at ingen af os er programmeret til at leve på bare en SU - vi har været der og det var ikke fedt. Vi er dog så velsignede at vi begge har haft en rimelig tryg og stabil barndom med ressourcestærke forældre, der gerne spæder til (Som Marias mor sagde: Det er jo nu at du har brug for vores penge, og ikke når vi engang er døde og du alligevel har et mega boss job, du bliver betalt godt for. Well said, mummy). Nu skal det ikke lyde sig at vi er forkælede, forvente og naive, for vi har skam fået vores tæsk i livet, der har lært os at klare ting selv, stå op for hvem vi er og tage tyren ved hornene. Så hvis der er nogen, der skal kunne klare det, så kunne det godt være os, tænker vi. Når det så er sagt, er vi stadig glade for at have det godt og det med at være i næsten milliongæld og leve et rutsjebaneliv, hvor hver dag er en spændingskurve, har vi nerver nok til det? Så godt kan vi altså heller ikke lide havregrød. Der skal fandme være råd til peanutbutter, hvis det er med den på.