Om Pac Man-effekten, den gode pitch og partybusser
We’re going to Google!!!
Eller… Maria er på vej til Google. Mathilde måtte kaste håndklædet i ringen og også melde sig syg. Og sikringen i lejligheden gik, så dagen startede rigtig godt med bælgmørke og to syge venner, men solen skinnede fra en skyfri himmel, så så langt, så godt. På vej i den store sorte bus mod Silicon Valley, går det op for Maria at hun er lidt mere end normalt tung i hovedet. Dette skulle også vise sig at blive lidt af en fuser-tur, for det blev kun værre. Øv. Denne dag havde vi ellers begge glædet os rigtig meget til, men Maria måtte erkende undervejs at hun slet ikke kunne være sig selv, og glædede sig egentlig bare til at komme hjem under dynen igen.
Plug and Play center
Første stop var Plug And Play, og sikke et sted, det var. Det mindede mere om et trist konferencecenter, som man kun kan forestille sig at det ser ud under større internationale konventioner, og her var det kun de mange flag, der bidragede til denne association, for ellers kunne det bare have været et hvilken som helst corporate carpet-floor kontorlandskab, og ikke et mega sejt iværksætter- og investorsted, som det er. Vi mødte Laura som er en yderst sej pige der bl.a. finder nye startups virksomheden kan investere i. Vi blev vist lidt rundt og kom forbi en gang, hvor væggene udover at være beklædt med de mest smagløse primærfarver også var plastret godt til med autografer, billeder og små skriv fra store personligheder, som har gæstet stedet. En ting, som helt sikkert er det seje ved det her sted er, at man aldrig ved, hvem man kommer til at støde på. Personligt for Laura var hun mest excited over founderen af Pac Man’s helt uformelle besøg på stedet, og det var faktisk også kun et tilfælde at han endte på væggen. Det var ret spændende at høre hvordan top billionnaires kan gå gennem gangene med rygsæk og flip-flops, som en hvilken som helst nobody tech-nørd, på nær at vedkommende slet ikke er det. Her fik vi virkelig nedmanet fordommene om at alle de rige er snobbede og højprætentiøse mennesker der kun er ude efter penge. Man kunne mærke, og det her er - og bliver - en kontinuerlig observation fra turen, at folk herovre oprigtig gerne vil hjælpe hinanden, er passioneret om deres felt og det med at alle stjæler hinandens idéer og ingen sparrer eller udveksler erfaringer er noget pis. Selvfølgelig har vi kun hørt en side af sagen, men om ikke andet er det en rigtig vigtig side, som bare er super fed at få at vide findes.
Bare fordi man er rig og succesfuld behøver man ikke spise østers med guldgaffel mens man sidder på sin trone i sine italienske lædersko, båret gennem sit panserglas-palads af små stakkels indere. I hvert fald ikke hver dag.
Pac Man
Som iværksætter er det vigtigt at man kender sin pitch, og det var Laura så sød at hjælpe os med. Her kommer da en liste over det, man skal huske:
- Problemet
- Løsningen
- Konkurrencen
- Hvordan vi tjener penge
- Teamet (det handler rigtig meget om teamet når der investeres!)
- Hvad leder vi efter (fra investorerne)
Laura gjorde det også klart at “building the brand is important at first. Scalability can come later. First comes the hard work”.
Okay, her kunne vi godt se os selv arbejde!
Turen tilbage til byen foregår i bedste “Er det fredag? JA”-maner, da vores buschauffør LaChrishya (sådan tænker vi, at det staves) sætter gang i festen med ægte westside hip hop alt imens bussens rødglødende lysstofrør, som bringer associationer til en neon-fyldt partybus på den forkerte side af kattegat, lyser indersiden af de tonede ruder op og festen sættes i gang. Den gode fjeder og dertilhørende bounce-effekt, samt LaChrissens øjeblik med en lille diskret joint ud af vinduet, får dog tankerne tilbage den rigtige vej, og nu føler vi den virkelig - vi er kommet til Cali! Let the party begin, man. Og som det også overraskende kom fra Bodil - kunne vi godt lige bruge en stor fadøl til. (Havde vi kørt rundt på E45’eren mod frakørsel 40 Randers C havde indtagelsen af væske helt sikkert stået på selvlysende mokai netop importeret fra grænsen. Det skal jo fejres at Rasmus er blevet 16 og lige har fået tunet sin knallert).
Åh Google, Google, Google, hvornår kommer den daaaaag
Hvor jeg tør ta’ din hånd
Og vi kan stikke aaaaaaaf
SAMMEN
Ingen kommentarer:
Send en kommentar